Er man interesseret i at fiske i en å, findes der heldigvis en del åer i Danmark som er fyldte med forskellige fisk i forskellige størrelser. Gudenåen er den største å i Danmark og har den største diversitet når det kommer til ferskvandsfisk. Gudenåen udmunder i Randers og bliver til Randers Fjord, som byder på en helt anden fiske form og fisk, som du kan læse mere under kategorien kyst og fjordfiskeri. Men over hele Danmark findes der mange andre åer som er gode at fiske i.
I Gudenåen, ligesom i de fleste andre åer i Danmark, er det gedden som er den fisk som står øverst i hierarkiet. Gedder i danske åer og især i Gudenåen kan blive over 20 kg og spiser mere eller mindre alle andre fisk også andre gedder. Vil man fange en gedde skal man derfor op i nogle store agn størrelser, især hvis man gerne vil fange en af de helt store! Det er også kun størrelsen på fisken som er attraktiv for de fleste fiskere, da smagen ikke er specielt god.
Store og små fisk i åen
Vælger man at fiske i en å er der mange forskellige fisk at fange, hvilket også betyder at der er mange slags fiskeformer man kan bruge. Vil man fange de store fisk som gedder, laks og sandart skal man op og have noget robust fiskeudstyr da fiskene nemt kan komme over de 10 kg. En fiskestang i minimum 9 fod er et must, samtidigt med at man har en tykkere line, som kan klare 5-6 kg som minimum. Et godt hjul er også vigtigt da bremsen kan spille en afgørende rolle især når man får en stor fisk på krogen.
For at fange de store fisk, skal man have specielt endegrej til de fisk. Tager vi udgangspunkt i gedder, skal man have blink eller spinnere i de lidt større størrelser for at gedden gider bide. Gummi jigs og woblere er også en effektiv agn når man gerne vil fange nogle af de større fisk.
Jeg har fisket i Gudenåen i en stor del af mit liv, og især sandart har været en af de fisk jeg har været på jagt efter. Sandart er en af de bedste spisefisk man kan fange, men at fange den er en af de største udfordringer jeg har prøvet. Sandart er en nat fisk, så den jager om natten. Især omkring solnedgang er fisken aktiv — derfor har man et meget lille vindue hver dag hvor man kan fange fisken. Fisken elsker desuden at være tæt på bunden eller anden vegetation, hvilket desværre ofte ender i at man får bundbid og mister sit agn. Derfor er mit foretrukne agn en gummi jig når jeg fisker efter sandarter, da deres krog vender opad, og har sværere ved at sætte sig fast, og hvis uheldet er ude, mister man en jig til 20 kr frem for en wobler som kan være over 100 kr.